Om projektet

Hvordan griber vi det bedst an, når forældre strides om fælles børn i retten? Det undersøges i projekt “Børn i Retten” i de kommende 2 år.


Børn i Retten er et nyt projekt, der har til formål at finde frem til en ny og bedre måde at håndtere forældres stridigheder i retten om fælles børn. Projektet løber i 2015-2017.

I dag behandles sager om forældreansvar og børns bopæl noget forskelligt ved de enkelte byretter rundt om i landet. Projekt Børn i Retten vil undersøge og dokumentere, hvilken betydning det har for børnenes trivsel og forældrenes fremtidige samarbejde, hvilken proces retten vælger at anvende, når forældrenes uenigheder skal løses. Samtidig vil vi forsøge at udvikle en ny og bedre metode til behandling af disse meget komplekse sager. Sager der for børnene ofte er stærkt belastende på trods af begge forældres ønske om det modsatte.

Projektet er et samarbejde mellem retterne i Lyngby, Hillerød og Helsingør, Psykologerne i Allerød og Roskilde Universitet. Projektet er økonomisk støttet af Egmont Fonden.

Mange skilsmissebørn befinder sig i et højspændt konfliktfelt mellem forældrene. En situation der er skadelig for børnenes liv og udvikling. Hvis sagen ender i retten, kan retten afsige dom om barnets bopæl og om forældremyndighed. Derved vil den ene forælder få ret og den anden uret, men det løser desværre sjældent børnenes problem. Børn har brug for forældre, der er gode til at samarbejde, og det at have gennemgået en retssag er sjældent et godt udgangspunkt for et fremtidigt samarbejde.

Ved de Nordsjællandske retter (Lyngby, Hillerød og Helsingør) har vi siden 2007 i stor stil inddraget børnesagkyndige i behandlingen af forældreansvarssager i retten. Den børnesagkyndige har gennem sin uddannelse og erfaring et særligt fokus på barnets perspektiv og hjælper forældrene med at se konflikten med barnets øjne. I mange tilfælde lykkes det for forældrene med hjælp af den børnesagkyndige, deres advokater og dommeren at indgå forlig.

I en spørgeskemaundersøgelse vil Oxford Research, der er valgt af Egmont Fonden som analyseinstitut, sammenligne oplevelsen hos børn og forældre af processen i 100 tilfældigt udvalgte forældreansvarssager, hvor en børnesagkyndig har haft en aktiv rolle, med oplevelsen i 100 tilfældigt udvalgte forældreansvarssager, hvor der ikke har deltaget en børnesagkyndig som katalysator for forældrenes forligsdrøftelser. Med undersøgelsen håber vi at blive klogere på betydningen for børnenes trivsel af selve den måde, retterne tilrettelægger og gennemfører behandlingen af en forældreansvarssag på.

Samtidig har projekt Børn i Retten videreudviklet den nordsjællandske model med inddragelse af børnesagkyndige i retssagsbehandlingen. Den nyudviklede metode vil nu blive tilbudt 70 tilfældigt udvalgte skilsmissefamilier. Familierne får tilbudt et længere varende forløb med familiesamtaler med to psykologer, deltagelse i workshopdage for skilsmisseforældre samt børnegrupper for de involverede børn. Det er hensigten, at dette skal danne grobund for, at familierne med hjælp fra de børnesagkyndige kan få løsnet op for de konflikter, der er årsagen til, at de har brug for rettens hjælp til at træffe beslutninger om forældremyndighed og bopæl. Forløbet skal hjælpe forældrene til at flytte fokus fra egne behov og konflikter. Forældrene skal i stedet bringes derhen, hvor de kan samarbejde om at skabe en hverdag for barnet til barnets bedste. Samtidig skal barnet hjælpes til at mærke og formulere egne behov, og vi skal alle blive bedre til at lytte til barnets stemme.

Betydningen for børnenes trivsel af, om sagen bliver behandlet efter den nyudviklede model eller efter en af de andre modeller, der bruges ved byretterne i dag, bliver fulgt af Ph.d. studerende Sarah Alminde Kærsgaard og Professor (mso) Hanne Warming fra Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet.